« Hvad er life coaching? | Forsiden | Føler du dig som en fiasko eller som en succes? »

At give til andre

Hvis du hører til dem, som i dit liv har sagt for meget ja og for lidt nej, kan dette lille indlæg måske virke en smule provokerende. Mange af os er måske ganske udbrændte efter i årevis at have stået på hovedet for andre.
Men måske er løsningen på problemet en anden, end vi regner med.

Når vi giver uforbeholdent til andre, uden forventninger viser det, at vi har tillid til, at der er rigeligt af alting i tilværelsen. Det er en bekræftelse på, at livet ikke er fast stof, som vi skal holde fast i men et flow, en strømmen af energi, og at jo mere livet strømmer gennem os, jo lykkeligere er vi.

Jeg ved godt, at det ikke ligefrem er noget, vi lærer på handelsskolerne eller i matematiktimerne i folkeskolen, og derfor virker det måske ikke specielt logisk og gennemtænkt, når jeg foreslår at:

Hvis du mangler penge, så giv andre noget af værdi.

Mangler du tid, så giv andre din tid.

Mangler du tolerance fra andre, så vær rummelig og accepterende selv.

Mangler du kærlighed, så giv kærlighed.

Det er fascinerende at iagttage, hvor meget og hvor hurtigt vi får tilbage af samme skuffe, uanset om det vi giver til andre, er positivt eller negativt.
Og sjovt nok ser det ud til, at jo mere bevidste og etiske vi er, jo hurtigere får vi såvel positiv som negativ svar på tiltale.

Mange af os har vældig travlt med at få noget fra andre. Vores tanker og følelser fokuserer først og fremmest på, om vi nu får nok af det vi ønsker os og har brug for, frem for hvad vi kan give den anden. Ikke mindst i parforholdet handler det mange steder om en slags købmandskab, hvor de to parter virkelig måler og vejer, hvem der giver mest til forholdet.

Måske er du en af dem, som her tænker, at du helt objektivt giver meget mere til andre, end du selv får igen.

Men her er det værd at bemærke, at der er stor forskel på at give noget med en regning eller følgeseddel vedhæftet i form af forventninger om at få noget tilbage, eller om vi giver noget til andre uden at skulle have noget igen.
Hvis vi giver for at opnå noget, for at undgå negative konsekvenser eller for at få tilbage af samme skuffe senere, virker det simpelthen ikke. Det er ikke den måde, vi får opfyldt vores ønsker og behov på.
Vi høster i bogstaveligste forstand, som vi sår.

Hvis jeg giver ud fra forventninger om at få noget tilbage, får jeg forventninger og krav tilbage fra den anden.
Hvis jeg giver noget for at undgå konflikt eller afvisning, får jeg måske uærlighed, fejhed eller andre urimeligheder tilbage.

Hvis jeg derimod giver noget til et andet menneske fordi jeg ikke kan lade være, eller fordi jeg bare godt kan lide at gøre andre glade, virker det som en boomerang. Snart får jeg selv det samme tilbage, som jeg gav. Det er ikke sikkert, at det altid kommer fra den samme person, som jeg gav til, men det kommer.

Her er nogle spørgsmål til selv-refleksion:

Giver du mere eller mindre til mennesker, end du modtager fra dem?

I hvilket omfang bidrager du også med noget til andre, når du skaber noget til dig selv?

Når du arbejder på at virkeliggøre dine drømme, i hvor høj grad har du så andres ve og vel med i drømmene?

I hvilket omfang tager dine personlige mål hensyn til andre mennesker?

I hvilket omfang er det du drømmer om, også en fordel for andre?

Lav daglig status over, hvad du har givet i dag.